Opret et arkiv

25-11-2021

I GoBasic har du mulighed for at oprette og konfigurere arkiver, som du kan bruge til at holde styr på og organisere større mængder af enslignende indhold separat fra de ‘normale’ indholdssider. I videoen viser vi dig hvordan du opsætter et arkiv, og du kan altid vende tilbage til artiklen, hvis der lige er noget du har glemt omkring arkivopsætning.

Arkiver bruges til sider, der typisk har den samme indholdsmæssige struktur, og som i mange tilfælde også hober sig op over tid. Det gælder eksempelvis nyheder, udgivelser, rapporter, pressemeddelelser, begivenheder, osv. 

Som nævnt i videoen skal arkivfunktionen slås til i sitets konfiguration, som du finder under Indstillingerne i sideroden. Du kan herefter oprette et arkiv via feltet dér, som vist i videoen, men du kan også blot højreklikke på den indholdsside i sidetræet, som du gerne vil oprette arkivet under, vælge Opret, og derefter Arkivside. Præcis som når du laver en almindelig side, vil du få vist en ny side, som du kan give et navn og gemme. Når du gemmer siden bliver du henvist til arkivkonfigurationen, hvor du kan opsætte arkivets indstillinger. Du har mulighed for at konfigurere følgende indstillinger:

  • Sideroden, som er arkivets ‘kilde’, altså den side, hvor indstillingerne her slår igennem. Hvis du har oprettet dit arkiv med en af ovenstående tilgange, vil denne siderod være indstillet korrekt fra start, og du bør ikke røre dette felt.
  • Organisering, hvor du fastsætter, hvordan arkivet skal organisere sider, der bliver gemt i arkivet. Det kan enten være uden organisering, i årsmapper, eller i måneds- og årsmapper. Det betyder, at når du gemmer en arkivside i arkivet, så bliver den automatisk rykket ind i strukturen i arkivet på den måde der er bestemt her. 
  • Kategorier, hvor du forbinder relevante overkategorier eller underelementer til arkivet. Det betyder, at en arkivside typisk skal have mindst én af disse kategorier for at “høre til” arkivet, fx i forbindelse med ovenstående organisering. Du kan måske bedre forstå denne indstilling ved at stille dig selv det følgende spørgsmål: “Hvilke kategorier skal en side opmærkes med for at kunne gemmes i dette arkiv?”
  • Sidetyper, hvor du bestemmer hvilke sidetyper som arkivet skal acceptere. Hvis du eksempelvis kun tillader nyhedssider i arkivet, og du så opretter en publikationsside med de samme kategorier, så vil den side ikke blive gemt i arkivet.
  • Typer af kategorier, hvor du vælger hvilke kategorier, som brugere kan filtrere arkivet ud fra. De kategorier du vælger her vil ofte have væsentligt overlap med de elementer du har valgt under Kategorier - den primære forskel er, at kategori-typerne du vælger i denne indstilling mere er målrettet brugeroplevelsen for den besøgende på sitet, hvor den tidligere nævnte Kategorier omfatter back-end opbygningen af arkivet.
Senest opdateret 27-09-2023

I denne video:

  • Opret et nyt arkiv
  • Konfigurer arkivet
  • Vælg siderod og organisering
  • Vælg kategorier og sidetyper
  • Tilpas visning
  • Publicer arkivet